Don Bosco

Præst og pædagog, ordensgrundlægger, „ungdommens apostel“, værnehelgen for elever og katolske forlag.

                      Johannes (Giovanni) Bosco, kaldet Don Bosco, blev født i Becchi (30 km øst for Torino) som 3. og yngste søn af en husmand. Allerede som dreng besluttede han at ville være præst, men af økonomiske årsager fik han ikke tilladelse af sin ældste bror, som havde overtaget husmandsstedet efter faderen, der døde da Johannes var 6 år gammel. Først da han var 16 år, kom han i latinskole, men pengene til det måtte han selv tjene. I 1841 blev Johannes præsteviet og tog sig derefter af forsømte børn og unge i Torino og af de mange ofre for en alt for hurtig industrialisering.

                      Ud af dette arbejde opstod „Den hellige Frans af Sales‘ Oratorium“ med grund-, latin- og erhvervsskole, samt undervisningsværksteder, sovesale, vaskeri, køkken osv. Indtil sin død i 1857 tog hans mor sig af køkken og vaskeri for dem, der boede dér. I 1859 grundlagde han præstekongregationen „Don Boscos Salesianere“, som fortsatte hans arbejde, og som også var forpligtet til at drive ydre mission. Sammen med Maria Domenica Mazzarello oprettede han den kvindelige gren af kongregationen, „Døtre af Maria, de Kristnes Hjælp“ („Don Bosco-søstre“). Pave Pius IX godkendte officielt begge kongregationer i 1874

                      Hans beskedne, men dybe fromhed, hans karisma og hans udprægede indfølingsevne i de unges verden havde afgørende betydning for hans succes. Hans alsidige  sportsmæssige færdigheder og frem for alt hans karakterstyrke, og hans uautoritære, men faderligt omsorgsfulde og bestemte facon viste sig også nyttige. Med alle disse egenskaber og værdier er Don Bosco endnu i dag et forbillede for opdragere.

                      Don Bosco døde i Torino i 1888 72 år gammel og blev bisat i salesianernes Basilica di Maria Ausiliatrice. Pave Pius XI saligkårede ham i 1929 og helgenkårede ham i 1934.

                      Katolske tryllekunstnere og jonglører ønsker at få Don Bosco som deres skytshelgen, og mange af dem giver gratis forestillinger for fattige eller syge børn på hans dag.

Ikonografi: I en enkel præstedragt, for det meste sammen med børn.

 


For yderligere oplysninger og noter se: "423 helgener i troen og kunsten", 
Erhard Gorys Udgivet af Katolsk Forlag 2012

Thomas af Aquino

Kirkelærer, skolastiker, værnehelgen for dominikanerne, de kristne skoler, især de katolske universiteter, teologer, studenter, boghandlere og blyantfabrikanter; påkaldes mod uvejr.

                      Thomas af Aquino kom til verden som fjerde søn af den langobardiske adelige Landulf af Aquino og den adelige Theodora på det fædrene slot Roccasecca ved Monte Cassino. Som femårig begyndte han sin skolegang som oblat i benediktinerklosteret Monte Cassino, og som fjortenårig studerede han filosofi i Napoli. Her lærte han dominikanerne at kende og indtrådte i ordenen.

                      Thomas blev af ordenen sendt til Bologna for at studere. På vejen derhen overfaldt hans ældre brødre ham og holdt ham fanget, idet familien ikke havde tilladt, at han indtrådte i den relativt nye orden. Da Thomas efter to år stadig ikke var parat til at udtræde af ordenen, frigav brødrene ham igen. Derefter studerede han i Paris, sidst hos Albertus Magnus, som han fulgte til Köln.

                      I 1252 begyndte han at holde egne forelæsninger i Paris, i 1257 blef han professor i teologi. I 1257 forfremmede dominikanerordenen ham til deres hovedprædikant i Italien.

                      Thomas af Aquino forenede Augustins lære med Aristoteles‘ i en filosofisk-teologisk syntese. Han beviste at, tro også har sin betydning ved siden af viden, men at troen hører med til viden, så at teologien følgelig altid står over filosofien. Thomas af Aquino efterlod sig et uhyre stort antal skrifter, fra kommentarer til Bibelen og Aristoteles til kristen moral. Ved siden af kommentarerne er hans hovedværker først og fremmest Summa theologica og Summa contra gentiles. Set under ét anses Thomas af Aquino endnu i dag som den katolske Kirkes mest ansete dogmatiker og som middelalderens med betydningsfulde teolog og filosof.

                      I 1274 blev Thomas syg på vej til koncilet i Lyon og døde i cistercienserabbediet Fossanuova ved Sonnico (sydøst for Rom). Hans ben hviler i domkirken St-Étienne i Toulouse, hans hjerneskal befinder sig i St-Sernin, og i Toulouse, hans højre arm i S. Maria sopra Minerva i Rom.

                      I 1323 blev han helgenkåret og i 1567 ophøjede pave Pius V ham til kirkelærer.

Ikonografi: Som dominikaner med en strålende stjerne på brystet, med bog og pennefjer, en due taler ind i hans øre (tegn på oplysning ved Helligånden) eller flyver ud af hans mund, med en lilje (som doctor angelicus); mens hans beder foran et krucifiks.

 


For yderligere oplysninger og noter se: "423 helgener i troen og kunsten", 
Erhard Gorys Udgivet af Katolsk Forlag 2012

Angela Merici

Ordensgrundlægger. Skytshelgen for syge og handikappede personer.

                      Angela Merici blev født i Desenzano ved Gardasøen. Hun blev fransiscanertertiar som 15-årig og fik senere i en vision pålagt den opgave at undervise børn i kristendommen. I Brescia i Norditalien samlede hun gadens børn omkring sig, fortalte dem historier fra Bibelen og lærte dem mange nyttige ting. Snart var hun så kendt og elsket af store og små, at man kaldte hende „Angela fra Brescia“ eller kort „madre“ (mor).

                      I 1525 deltog hun i en valfart til det Hellige Land og blev ved den lejlighed gradvist blind.PÅ vej hjem bad hun på det samme sted, og der genvandt hun synet. På baggrund af hendes arbejde med ungdommen opstod ursulinerordenen, som pave Paul III godkendte.

                      I 1537 blev Angela Merici det første overhoved for ordenen, som har udviklet sig til at være den største og vigtigste kvindelige orden for opdragelse og undervisning.

                      Angela døde i Brescia og blev begravet i den lokale Skt. Afra Kirke.

Ikonografi: Som ordensoverhoved med kors, rosenkrans og en åben bog. Ofte er der en himmelstige (1 Mos. 28,12f.) i baggrunden (en af hendes visioner).

For yderligere oplysninger og noter se: "423 helgener i troen og kunsten", 
Erhard Gorys Udgivet af Katolsk Forlag 2012

Frans af Sales

Biskop, ordensgrundlægger, kirkelærer, værnehelgen for salesianerinderne og Don Boscos salesianere, for byen og kantonen Genève, Bispedømmet Lausanne-Genève-Fribourg, for Annecy og Chambéry,samt for forfattere og den katolske presse (sammen med Frans Xaver).

                      Frans af Sales blev født på slottet Sales ved Thorens nær Annecy (Sydøstfrankrig). 1582-1588 studerede han retsvidenskab og teologi i Paris. Her kom han i berøring med tankerne hos reformatoren Jean Calvin, som optog ham meget og rystede hans tro. Kun en lang bøn foran et Mariabillede gav ham tilliden til Guds kærlighed tilbage.

                      I 1593 blev han præsteviet og rejste som missionær til det calvinistiske Chablais (Østfrankrig), hvor det lykkedes ham at rekatolicere befolkningen. I 1599 blev han koadjutor hos biskoppen af Genève og i 1602 biskop samme sted.

                      I 1604 lærte han enken Johanne Franciska Chantal at kende og grundlagde sammen med hende „Maria Besøgelses Orden“ (salesianerinder, også kaldet visitantinder).

                      De fasteprædikener, som Frans af Sales holdt i flere franske byer, bl.a. i Paris, Dijon og Grenoble, var berømte; der kom mennesker langt borte fra for at høre ham. Hans mest kendte skrifter er „Theotimus“ (om Guds kærlighed) og „Philothea“ (vejledning til et liv i gudsfrygt).

                      Han døde i Lyon i 1622. Hans lig blev overført til Annecy, hvor det i dag hviler sammen med den hellige Johanne Franciska Chantals ben i Maria Besøgelses Ordens Kirke

Ikonografi: Som biskop, som skriver eller med bog, en glorie ovenover ham indrammer et gennemboret hjerte med tornekrans eller tornekrone og kors (Jesu-Hjerte-dyrkelse). Ofte sammen med Johanne Franciska Chantal.

For yderligere oplysninger og noter se: "423 helgener i troen og kunsten", 
Erhard Gorys Udgivet af Katolsk Forlag 2012

Antonius, abbed

Eneboer og ørkenfader.

     Værnehelgen for riddere, vævere, sukkerbagere, bønder, kurveflettere og børstemagere, klokkere, svinehyrder, slagtere og gravere. 

     Værnehelgen for husdyr, især svin, nødhjælper under pest, spedalskhed og syfilis, ildebrand og kvægsygdomme. „Munkevæsenets fader“, „ørkenens stjerne“, dæmonuddriver og udvirker af undere.

     Antonius, som blev født i Kome (Ægypten) stammede fra en fornem familie. Da hans forældre døde, skænkede han sin arv til de mange lokale fattige og begyndte livet som eneboer i den omkringliggende ørken. Senere boede han i en klippegrav i Thebais i det øvre Ægypten, hvor utallige kristne sidst i det 3. århundrede, og frem for alt i det 4. århundrede fulgte hans eksempel og slog sig ned i regelrette eneboer-kolonier, som var en forløber for munkevæsenet.

     Omkring Antonius samlede der sig en stadig større kreds af disciple, som priste hans uselviske virke og undergerninger. Da kejser Maximian i 311 begyndte at forfølge de kristne i Ægypten med største grusomhed, tog Antonius til Alexandria for at bistå sine trosfæller dér med trøst og hjælp.

     Da forfølgelserne ebbede ud, vendte han tilbage til ørkenen, hvor antallet af tilhængere hele tiden steg, og hvor syge og nødlidende, præster og biskopper opsøgte ham for at bede om hans hjælp og råd. Herfra førte han en flittig brevveksling med kejser Konstantin den Store, som lod sig døbe kort før sin død

     Antonius døde som 105-årig og hans ben har siden 1491 været opbevaret i sognekirken St. Julien i Arles. Athanasius optegnede ca. 370 Antonius‘ liv. I Østkirken agtede man ham først og fremmest som eneboer og munkefader, i Vesten som udvirker af mirakuløse helbredelser og værnehelgen mod sygdomme og epidemier.

     I Rom bliver husdyr hvert år velsignet foran Antoniuskirken (S. Antonio) fra 17.-25. januar.

Ikonografi: Som eneboer med skæg, som munk med hætte og abbedstav. Som attribut optræder antoniuskorset (T-formet kors), vievandskost, rosenkrans, antoniusklokke, svin. Ofte fremstillet er „den hellige Antonius‘ fristelser“, kampene med dæmonerne, som han var udsat for i ørkenen.

 


For yderligere oplysninger og noter se: "423 helgener i troen og kunsten", Erhard Gorys Udgivet af Katolsk Forlag 2012

Hilarius af Poitiers

Biskop, kirkelærer, den første latinske hymnedigter og den største dogmatiker før Augustin. Beskytter af Poitiers, La Rochelle og Luçon.

     Hilarius blev formodentlig født i Poitiers, Vestfrankrig. I 345 blev han døbt sammen med sin kone og datter, han blev præst, og allerede fem år senere blev han af folket valgt til biskop af Poitiers. Omkring år 351 mødte Martin af Tours ham og blev hans elev.

     I begyndelsen af hans tid som biskop bredte arianismen sig. Den var ganske vist blevet fordømt i 325 på koncilet i Nikæa, men den overlevede hos de germanske folkeslag, og tiltog i styrke i Gallien.

     Anfører for arianerne var biskop Saturninus af Arles, som med kejser Constantius II‘s hjælp søgte at gennemføre arianismen på synoden i Arles (353). Arianernes hovedmodstander var biskop Hilarius, der samme år reviderede beslutningerne fra Arles på sin egen synode. Men Saturninus gav ikke op og indkaldte 356 til en yderligere synode i Béziers: Beslutningen var at landsforvise biskop Hilarius til Frygien Der skrev Hilarius et værk på 12 bind De Trinitate (Om Treenigheden), hvori han gendrev arianismen. Her i Østen søgte han at udvirke en forståelse mellem de arianske og de katolske biskopper. Herved blev han opfattet som „urostifter“ og blev ca. 360 sendt tilbage til Poitiers. Straks begyndte han den endelige befrielse af Gallien fra arianismen, hvilket han opnåede på synoden i Paris 361 med sin hovedmodstander Saturninus‘ afsættelse.  Hilarius, som var en meget aktiv sjælehyrde, døde i Poitiers.

Hans relikvier opbevares i Paris, Arras, Le Puy, Parma og i flere byer ved den øvre Rhin, hvor han æres endnu i dag. I 1851 ophøjede pave Pius IX den hellige Hilarius til kirkelærer.

Ikonografi: Som biskop med en bog, trædende på slanger eller gennemborende en drage (arianismen) med sin bispestav.

 


For yderligere oplysninger og noter se: "423 helgener i troen og kunsten", Erhard Gorys 
Udgivet af Katolsk Forlag 2012

Raymond af Penyafort

Præst, kanonist, værnehelgen siden 1647 for (kirkerets)jurister.

     Raymond af Penyafort blev født i Villafranca ved Barcelona 1175/80, studerede i Barcelona, hvor han blev præst, fra 1210 i Bologna, hvor han tog en juridisk doktorgrad og blev professor i kirkeret. Han sluttede sig til dominikanerne i 1222 og underviste indtil 1229 på ordenens højere læreanstalt.

     I 1230 blev han kaldt til Rom af pave Gregor IX (1227-1241). På pavens opfordring systematiserede, supplerede og redigerede han ældre samlinger af pavelige dekreter og koncilsbeslutninger. Resultatet af hans arbejde blev i 1234 offentliggjort som en del af kirkeretten. Som sådan var det sammen med kirkerettens andre dele gældende ret i den katolske Kirke indtil 1917. Værket blev sendt til universiteterne i Bologna og Paris med pavens anbefaling om, at det skulle anvendes i undervisningen. Det fulgtes af et værk i 1238 om bodsdisciplin, der blev en autoritativ kilde for skriftefædre.
    
Han vendte tilbage til Spanien, afslog at blive ærkebiskop, men blev fra 1238-1240 ordensgeneral for dominikanerne, hvis konstitutioner han reviderede. Herefter helligede han sig missionsarbejdet blandt muslimer og jøder og grundlagde med det formål institutter i Barcelona og Tunis for studiet af de orientalske sprog. I den forbindelse opfordrede han den hellige Thomas af Aquin til at skrive sin Summa contra gentiles. Han skal have opvækket en død dreng og døde knap 100 år gammel i Barcelona.

Ikonografi: Som dominikaner i ordensdragt, foran et Gudsmoderbillede eventuelt mens han opvækker en død dreng.

 



For yderligere oplysninger og noter se: "423 helgener i troen og kunsten", Erhard Gorys Udgivet af Katolsk Forlag 2012