Den hellige Willibrord

     Willibrord (658-739), ærkebiskop af Utrecht (Nederlandene), frisernes apostel. Troens hellige budbringer til Beneluxlandene; værnehelgen for Luxembourg, Bispedømmerne Utrecht, Haarlem (Nordholland) og Luxembourg; påkaldes ved epilepsi, nervøse bevægelser og hudsygdomme. Willibrord blev født i  Northumbria, det nordligste af de angelsaksiske kongeriger, og blev 394 uddannet i benediktinerklosteret i Ripon (grevskabet York) under abbed Wilfrid.

      I 678 flyttede Willibrord til Irland. Her virkede han i tolv år som munk og præst og drog i 690 som missionær til det sydlige Friesland. I 695 sendte Pippin II Willibrord til Rom, hvor pave Sergius I den 21. november viede ham til frisernes ærkebiskop og gav ham navnet „Clemens“ (efter den hellige pave Clemens I (80-92)). Efter sin tilbagekomst byggede Willibrord katedralen i Utrecht, havde megen fremgang i frisermissionen og   grundlagde benediktinerabbediet Echternach (Luxembourg). Med Pippins død 714 bortfaldt enhver statslig støtte, hvorved missionsaktiviteten i Friesland døde hen.

     716-717 virkede Willibrord i det østlige Franken, men i 719 genoptog han med hjælp fra Pippins søn, Karl Martell, som også var major domus for frankerriget, og sammen med Bonifatius, missionen i Friesland og udvidede den til Danmark, men kun med få resultater. Willibrord døde i Echternach og fandt sin grav i det derværende kloster.

     Ifølge en legende bragte Willibrord den epidemiske veitsdans til ophør. Dette mindes med den årlige „Springprocession i Echternach“, som finder sted på pinsedag.

Ikonografi: I bispedragt, bærende en kirkemodel eller et barn (børnemission), under hans bispestav springer en kilde, med staven forvandler han vandet til vin, ved siden af ham står eller ligger et vinfad og et krus (legende om vinunderet).