tirsdag den 3. december 2013

Frans Xaver



                      Frans Xaver (1506-1552) blev født på slottet Javier i Nordøstspanien som søn af formanden for det kongelige råd i Navarra. I krigen mellem Frankrig og Spanien blev familien fattig. Frans tog 1525 til Paris, studerede teologi dér og sluttede sig den 15. august 1534 til den lille gruppe omkring Ignatius, som senere kaldte sig „Societas Jesu“ (jesuitterne).
                      I 1537 blev Frans præsteviet i Venedig og fulgte Ignatius til Rom, hvor de begge udarbejdede ordenens statutter. I 1541 rejste Frans Xaver til Indien, hvor han missionerede i den portugisiske koloni Goa, og døbte ca. 30.000 indere. Derefter virkede han på Molukkerne og i Japan. I 1552 prøvede han at nå til Kina, selv om enhver adgang dengang var strengt forbudt for udlændinge. Alle hans ledsagere forlod ham.
                      Han døde i en alder af 46 på øen Saneian uden for Kanton. Hans lig blev bragt til Goa, hvor det hviler i et relikvieskrin af sølv i kirken Bom Jesus. I 1615 kom hans højre arm til Rom, hvor den siden er blevet æret i jesuiterkirken Il Gesù.
                      I 1619 blev Frans Xaver saligkåret af pave Paul V, og i 1622 helgenkårede pave Gregor XV ham sammen med Ignatius af Loyola.

Jesuit. Indiens og Japans apostel, Indiens værnehelgen, værnehelgen for Foreningen til Troens Udbredelse, for missionsarbejde, for søfarende og missionærer, den katolske presse (sammen med Frans af Sales; påkaldes for en god død og mod storm og pest.

Ikonografi: Som jesuit med korset i hånden, ofte med et flammende hjerte på brystet som tegn på hans kærlighed; på et skib; helbredende syge, opvækkende døde, mens han døber en knælende inder.


For yderligere oplysninger og noter se: "423 helgener i troen og kunsten", Erhard Gorys
Udgivet af Katolsk Forlag 2012.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar