mandag den 17. februar 2014

Servitterordenens syv grundlæggere



Grundlæggere af servitterordenen.
     I 1233 sluttede syv fornemme borgere i Firenze sig sammen i et religiøst fællesskab, som kaldte sig Marias Tjeneres Orden (Ordo Servorum Mariae, servitter).
      I 1234 forlod de deres fælles bolig i Firenze og levede derefter som eneboere på det nærliggende Monte Senario. I 1240 antog de augustinerreglen og tillod ligesindede adgang til deres orden.
     Servitternes fællesskab trak postulanter i store mængder til sig og voksede hurtigt. Ordenen udviklede sig fra at være en orden for eremitmunke til mere at ligne de nye tiggerordener. De boede i byer og lagde stor vægt på fattigdom, men de blev ikke regnet officielt til tiggerordenene før i 1424
     Der var så mange der sluttede sig til ordenen at de hurtigt foretog grundlæggelser i flere norditalienske byer, for eksempel Siena, Pistoia og Arezzo. Deres mest berømte kirke blev bygget i Firenze i 1250 til minde om Herrens Bebudelse. Denne pragtfulde kirke, Santissima Annunziata, betjenes fortsat af servitterordenen og er deres hovedkirke.
     Marias Tjenerinders Andenorden (kontemplative nonner) opstod efter 1280. Tredjeordenen (mantellate, aktive søstre) opstod ca. 1304. 

      Helgenkårede i 1888 af pave Leo XIII. De ligger alle 7 begravet i en fællesgrav i Santuario di Montesenario nord for Firenze.


Ikonografi: Syv mænd i sorte ordensdragter, nogen gange foran et Mariabillede.
 





For yderligere oplysninger og noter se: "423 helgener i troen og kunsten", 
Erhard Gorys Udgivet af Katolsk Forlag 2012

Ingen kommentarer:

Send en kommentar