Sankt Ægidius

Sankt Ægidius, der også kaldes Egid eller Gilles, blev født ca. 723.
Abbed af Skt. Gilles i Provence.
     Værnehelgen for jægere og hyrder, skibbrudne og bueskytter, kvæg, ammende mødre, tiggere og spedalske.
     Han påkaldes i tilfælde af ild, tørke, storm og ulykke, sjælenød og forladthed, ved skriftemål, ved menneskers og dyrs ufrugtbarhed, Han er én af de fjorten nødhjælpere og pesthelgen.

Ægidius blev ifølge legenden født ca. 640 i Athen, han levede som eneboer og ernærede sig af mælk fra en hind. Under en jagt blev Ægidius ved et uheld ramt af en pil og såret.
     Den konge, der havde deltaget i jagten, blev betaget af hans fromhed og ydmyghed og byggede et kloster til ham i udkanten af Camargue ved Arles.
     Klosteret, som Ægidius blev abbed for, lå ved den vigtige pilgrimsrute Jakobsvejen til Santiago de Compostela. I middelalderen var det et vigtigt valfartssted, som byen St.-Gilles voksede op omkring.

For yderligere oplysninger og noter se: "423 helgener i troen og kunsten", Erhard Gorys Udgivet af Katolsk Forlag 2012