Johannes Paul II

Pave, værnehelgen for verdensungdomsdagene.

     Karol Józef Wojtyła studerede polsk, litteratur og filosofi ved universitetet i Kraków. Efter at den tyske besættelsesmagt i 1939 havde lukket Universitetet, var Karol Wojtyła tvangsarbejder i et stenbrud og på en kemisk fabrik ved Kraków. Under krigen var han aktiv i et undergrundsteater. Fra 1942, studerede han på det hemmelige præsteseminarium, ledet af ærkebiskop Sapieha.

Han blev præsteviet 1. november 1946 og derefter sendt til Rom, hvor han 1948 tog den teologiske doktorgrad på en afhandling om Johannes af Korsets opfattelse af tro.

     Fra 1948-1951 var Wojtyła kapellan i forskellige sogne i Kraków samt kapellan for de universitetsstuderende. I 1953 forsvarede han en doktorafhandling ved Det katolske Universitet i Lublin om katolsk etik og Max Schelers etiske system, hvorpå han blev professor i moralteologi i Kraków og Lublin. 

      I 1958 blev Wojtyła udnævnt til hjælpebiskop i Kraków, i 1964 ærkebiskop samme sted, og kardinal 1967. Sammen med den polske primas, kardinal Wyszyński, stod Wojtyla fast over for den kommunistiske undertrykkelse. Hvor Wyszyński som regel var afvisende over for styret, udviste Wojtyła politisk kløgt. Han deltog i hele 2. Vatikankoncil (1962-1965), hvor han især bidrog til udformningen af konstitutionen Gaudium et Spes (om Kirken i verden af i dag). Fra 1971 virkede han sammen med Wyszyński aktivt for en forsoning mellem polakker og tyskere. 

     Efter pave Johannes Paul I‘s pludselige død valgtes kardinal Wojtyła 16. oktober 1978 som kun 58-årig til hans efterfølger og antog navnet Johannes Paul II. Han blev den første ikke-italienske pave si185 den 1522. I løbet af sit 26 år lange pontifikat (det 3. længste i historien) blev pave Johannes Paul II først og fremmest kendt for sine mange rejser, de mange salig- og helgenkåringer, sin store skriftlige produktivitet og sit utrættelige arbejde for retfærdighed, fred og økumene. 

     Han var på 104 pastorale besøg i udlandet og 146 i Italien. I Rom besøgte han næsten alle 333 sogne. Blandt de 129 lande, han besøgte, var også Danmark, hvor han i 1989 bl.a. fejrede messe på Aasebakken og i Øm. I alt saligkårede han 1.338 personer (herunder i 1988 Niels Steensen) og helgenkårede 482. Paven udsendte 14 encyklikaer og godt 70 andre officielle skrivelser. Hertil kommer flere bøger, bl.a. digtsamlinger.

      Pave Johannes Paul II fremstod som en stærk modstander af den marxistiske ideologi; Solidaritetsbevægelsen i Polen fandt hos ham en støtte og åndelig næring, som i høj grad bidrog til kommunismens fald. Hans første besøg som pave i det kommunistiske Polen i 1979 blev en overvældende folkelig manifestation imod styret.

       Han arbejdede også meget for at forbedre forholdet til de ortodokse („Kirken skal ånde med begge lunger“). Efter de usikre og forandringsfyldte år efter 2. Vatikankoncil søgte Johannes Paul II at konsolidere Kirkens udvikling på Koncilets grund. Blandt de synlige resultater af dette arbejde må nævnes revisionen af kirkeretten (1983), udarbejdelsen af en Verdenskatekismus (1992), revision af messeritualet og den kirkelige kalender (2002), en reorganisering af Den romerske Kurie og fejringen af det store jubelår i 2000 (med over 8 millioner deltagere). Gennem afholdelse af f.eks. et Maria-år, et eukaristisk år og fejringen i 1983 af 1950-året for forløsningen fremmede paven Kirkens åndelige fornyelse. Særlig andagten til Jomfru Maria prægede hans personlige åndelige liv, jvf. hans valgsprog, som er henvendt til Maria: Totus tuus (Helt din). Pavens indsats for kirkelig fornyelse betød dog ikke, at han gav køb på den katolske Kirkes traditionelle selvforståelse som den autentiske Kirke, sådan som også 2. Vatikankoncil havde formuleret det. Også på andre områder, som hele tiden blev debatteret (cølibatet, præventionslæren, nej til præstevielse af kvinder, ægteskabets uopløselighed) fastholdt han med stor styrke den traditionelle lære.

     Pave Johannes Paul II havde en særlig karisma med henblik på at komme i kontakt med mennesker, hvad enten det var flere millioner ved de store messer, eller ganske få ved en privataudiens. Hertil kom hans sproglige talenter og ligefremme facon, som bidrog til at gøre ham meget populær, også i ikke-katolske sammenhænge. Han gjorde en særlig indsats for at komme i kontakt med de unge, idet han 1985 indstiftede Verdensungdomsdagen, som siden har tiltrukket millioner af deltagere. I sine senere år var pave Johannes Paul II i tiltagende grad svækket af sygdom. Siden skudattentatet 13. maj 1981, måtte han gennemgå flere store operationer, fik Parkinsons sygdom og var til sidst næsten ude af stand til at gå og tale.

     Pave Johannes Paul II døde 2. april og blev begravet 8. april 2005, begge dele store mediebegivenheder. Mere end tre millioner pilgrimme tog til Rom i den anledning.Under rekviemsmessen på Peterspladsen lød råbet „Santo subito!“(helgen straks!), som udtrykte en udbredt folkelig forventning om en hurtigt gennemført salig- og helgenkåringsproces. Hans efterfølger, pave Benedikt XVI, dispenserede fra reglen om, at der skal gå mindst fem år fra en persons død, til en proces kan iværksættes. Af de mange indberetninger om bønhørelser og helbredelser på Johannes Paul II‘s forbøn er foreløbig én helbredelse blevet godkendt som et mirakel. Pave Johannes Paul II blev 1. maj 2011 i Rom saligkåret af pave Benedikt XVI og udnævnt til værnehelgen for verdensungdomsdagen.

 Festdag: 22. oktober (hans indsættelsesdag som pave).

For yderligere oplysninger og noter se: "423 helgener i troen og kunsten", 

Erhard Gorys Udgivet af Katolsk Forlag 2012