lørdag den 14. december 2013

Johannes af Korset



Juan de la Cruz, Juan de S. Matía de Yepes (1542-1591), karmelit, spansk mystiker og digter, kirkelærer.
     Juan blev født i den lille by Fontiveros ved Salamanca. Hans far havde giftet sig med en borgerlig og derfor havde hans familie slået hånden af ham, og han måtte tjene til familiens underhold som væver. Juan, som også skulle være væver, foretrak at arbejde som sygepasser.
     I 1563 indtrådte han som broder i det derværende karmeliterkloster, og efter at have aflagt de endelige løfter begyndte han at studere teologi og filosofi. I 1567 eller '68 blev han præsteviet. Da han ville skifte til en strengere orden, lærte han Teresa af Ávila at kende og besluttede at reformere ordenen sammen med hende. Herefter kaldte han sig Juan de la Cruz (Johannes af Korset).
     De ordensbrødre der var tilhængere af en mildere observans spærrede Johannes af Korset inde i en klostercelle og de mishandlede ham også indtil det ni måneder senere lykkedes ham at flygte. Efter at være kommet sig oven på indespærringen fortsatte han ufortrødent reformarbejdet og efter et møde i oktober 1578 bad de officielt paven om at blive adskilt fra de ikke-reformerte karmelitter.
     Johannes rejste rundt i hele Sapnien og grundlagde og reformerede klostre. Efter Teresa af Ávilas død i oktober 1582 stod Johannes af Korset alene tilbage med ansvaret for at reformere ordenen.
     Han reste og arbejdede fortsat meget, men efter en strid med en overordnet, blev han i 1591 sendt til et afsides kloster i Andalusien, hvor han samme efterår blev syg og døde.

     Hans legeme hviler i Segovia, og skal angiveligt ikke være gået i opløsning. I 1675 saligkårede pave Clemens X ham, og i 1726 helgenkåredes han af Benedikt XIII. I 1926 udnævnte pave Pius XI ham til kirkelærer.
     Ud over at være reformator, var han også en stor poet, og en af den spanske poesis helt store skikkelser. Af hans talrige skrifter bør først og fremmest nævnes Subida al Monte Carmelo (Bestigningen af bjerget Karmel) og de to poetiske værker: Noche oscura del alma (Sjælens mørke nat) og Cántico Espiritual (Sjælens sang).

Ikonografi: Som karmelit i brun ordensdragt, med skapular, hætte og hvidt bælte, med pennefjer og bog; en ørn ved hans fødder holder en pennefjer i næbbet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar