Blasius

 Biskop, martyr, nødhjælper.

                      Værnehelgen for byen Dubrovnik, for læger, bygningsarbejdere, murere, gipsere og stenhuggere, garvere, hattemagere og skomagere, vævere, skræddere, strømpemagere og uldhandlere, lysestøbere og sæbesydere, blæsere og husdyr. Påkaldes ved halssmerter og fiskeben, der bliver siddende (han reddede en dreng, fra at blive kvalt af et fiskeben der var blevet siddende i luftrøret ved blæresygdomme, blødninger, bylder, tandpine og ved pest samt ved stormskader (vejrhelgen).

                      Om hans liv ved man kun, at lægen Blasius blev biskop af Sebaste ved den tyrkiske sortehavskyst. Biskop Blasius led martyrdøden under den romerske kejser Licinius (308-324).

                      Relikvier af ham nåede bl.a. til St. Blasien (Schwarzwald), Mainz, Trier, Lübeck, Köln, Braunschweig, Milano, Napoli, Taranto, Rom, Montpellier og Paris.

Ikonografi: Som biskop med en brændende kerte eller med to korslagte kerter „Blasiusvelsignelsen“ gives ofte mod halslidelser over to korslagte, brændende kerter); med en jernkam eller en hegle (martyrværktøj til at sønderrive kroppen). Ulv og svin, henholdsvis svinehoved minder om legenden, hvor en ulv på Blasius‘ befaling bragte et svin levende tilbage, som den havde røvet hos en fattig kone. Konen slagtede svinet og gav som tak Blasius svinehovedet samt brød og en kerte.

 


For yderligere oplysninger og noter se: "423 helgener i troen og kunsten", 
Erhard Gorys Udgivet af Katolsk Forlag 2012