Knud Lavard

Hertug af Slesvig, martyr, Sjællands værnehelgen.

     Knud Lavard blev født den 12. marts 1096 (?) i Roskilde som søn af kong Erik Ejegod og dronning Bodil, som begge døde på en pilgrimsfærd til det Hellige Land, da Knud var 6 år gammel. Knud Lavard var opkaldt efter sin farbror kong  Knud den Hellige; en anden farbror, den svage og udygtige Niels, kom da på tronen med sin svenskfødte dronning, den „kloge og højsindede“

Margrete Fredkulla (dvs. fredspigen). Knud kom i pleje hos jarl Skjalm Hvide og nød også stor omsorg hos dronning Margrete. Som 16-årig blev han sendt til videreuddannelse hos sachsernes hertug Lothar.

     Ca. 1114 vendte han hjem og fandt da sit fædreland i en sørgelig forfatning. De hedenske vender hærgede Danmarks kyster, og sydgrænsen ved Ejderen var truet af stadige plyndringstog fra Henrik, vendernes konge. Han slog tilmed sin morbror Niels og den danske hær og angreb byen Slesvig. Følgen blev almindeligt kaos.

     Da ingen andre meldte sig, tilbød den unge Knud Lavard kong Niels at overtage det ledige jarldømme i Sønderjylland og få situationen under kontrol. Han giftede sig med Ingeborg, datter af en russisk storfyrste og niece af dronning Margrete - et harmonisk ægteskab med tre døtre og en søn, den senere kong Valdemar den Store. Knud Lavard vandt herredømmet over Sønderjylland, mæglede mellem Henrik og kong Niels, blev æret som landets redningsmand og fik det angelsaksiske hæderstilnavn Lavard, som betyder „husbond“ eller „brødherre“.

     Imidlertid var Knud ikke blot en kraftfuld og retsindig hersker, men også en human, kristen fyrste og Kirkens mand. Han søgte at inddrage de slaviske folk i et kristent og europæisk fællesskab og støttede Skt. Vicelin (ca. 1090-1154), vendernes apostel, senere biskop af Oldenburg i Øst-Holsten. Han drog omsorg for en værdig gudstjeneste og deltog selv i den på fest- og hverdage. „Han var med rette elsket af Gud og mennesker“, siger Ringstedordinalet.

     Hans dobbeltstilling som tysk og dansk lensmand skaffede ham imidlertid fjender, og kong Niels‘ søn Magnus frygtede ham som rival til Danmarks trone, når Niels var død. Da kongen i julen 1130 indbød rigets stormænd til gilde i Roskilde, og Knud indfandt sig, benyttede Magnus lejligheden til et opgør med ham. Han satte Knud stævne på et afsides beliggende sted i skoven ved Haraldsted Kongsgård, nord for Ringsted. Her tog han bladet fra munden: „Alle løber efter dig, du tager land og folk fra os. Nu skal det afgøres, hvem der skal arve land og rige“. Hvortil Knud svarede: „Hvad er der blevet af vor pagt, vor troskab og vor oprigtige broderkærlighed! Lad Ham dømme mellem os, som vil gengælde enhver efter hans gerning“ (Ringstedordinalet). Magnus svarede med at kløve hans hoved med sit sværd. Det var den 7. januar 1131 ved fromessetid. Det blev den blodige indledning til 25 års borgerkrig om Danmarks kongetrone, hvorunder både Magnus og kong Niels blev dræbt. En uge efter mordet på Knud Lavard fødte hans hustru deres eneste søn. Han blev i 1157 enehersker i Danmark som kong Valdemar den Store.

     Den katolske sognekirke i Lyngby er indviet til ham. Hvert år afholdes en valfart til ruinerne af kapellet i Haraldsted til Skt. Knud Lavards ære.

Ikonografi: Oftest på kalkmalerier og gildesegl, med sværd, fane, krone, blomsterkrans eller glorie.

 



For yderligere oplysninger og noter se: "423 helgener i troen og kunsten", 
Erhard Gorys Udgivet af Katolsk Forlag 2012